Blandt Danmarks mange kalkmalerier er Bellinge Kirkes vægudsmykning både interessant og særpræget. Kalkmalerierne blev fuldført i 1496, i sengotisk tid, men overkalket hundrede år senere, da billedmodstanden blandt kirkens teologer var størst, og billederne blev først bragt frem i dagens lys igen i slutningen af 1800-tallet.
Siden kalkmalerierne blev afdækket, har det store spørgsmål været: Hvorfor netop disse motiver og hvorfor netop den placering på kirkens vægge? Nogle billeder synes at høre sammen, andre ikke. Nogle billeder følger bibelhistorien, andre ikke, så hvordan kan man forklare billedernes sammenhæng?
Er nogle af billederne bare kopier af datidens billedbibel, hvor scener fra det gamle testamente blev brugt til at forstå begivenheder i det nye testamente?
Skyldes billedernes rækkefølge, at de blev brugt til at illustrere beretningen om korsfæstelsen, når præsten stod på prædikestolen langfredag?
Og hvad med de billeder, der ikke har noget med bibelhistorien at gøre?
Foredraget kigger på malerier, malere og bestillere, danmarkshistorie og bibelhistorie og forsøger at forklare en svunden tids billedfortælling.
© arttalk.dk Fotos: © Rico Bergholdt Hansen, www.pixelviking.com